Af Victoria Andersen
Mens den første installation, Sex (2024), stadig står klart i hukommelsen, er norske instruktør Dag Johan Haugerud tilbage med anden del af sin snakkedrama-trilogi, Sex Drømme Kærlighed. Endnu en gang fremkalder Haugerud en helt særlig reflekterende tone, som han rammer klokkerent.
Drømme foregår i tankerne hos 17-årige Johanne (Ella Øverbye), der står midt i ”det fineste”, hun nogensinde har oplevet: sin første forelskelse. I et forsøg på at holde fast i følelserne og skåne dem fra mindernes foranderlighed, skriver hun dem alle ned. Forelskelsen bliver legemliggjort som et USB-stik, der bor i Johannes jakkelomme.
Der er bare lige det, at det er hendes fransklærer, Johanna (Selome Emnetu), hun er forelsket i. Noget som først bliver gjort til et problem, da Johanne, ensom i de stærke følelser, deler teksten med sin mormor, Karin (Anne Marit Jacobsen), og mor, Kristin (Ane Dahl Torp).
Som seer ved vi endnu ikke præcist, hvad der er sket mellem Johanne og Johanna, når moren og mormoren diskuterer teksten og dens ”intime beskrivelser”. Mormoren, som er forfatter, ser tekstens tvetydighed som et litterært greb, men moren er rystet og bekymret for overgreb. Mens moren genlæser teksten, ser vi for første gang de scener, hvor Johanne er på besøg hos læreren for at lære at strikke. Johanna er ligesom sin lejlighed: varm, hyggelig, tryg. Kristin begynder nu at genkende sig selv i Johannes tekst, og hun og Karin får snart en ide om, at den kunne udgives som bog.
Johannes indre liv pensles ud via en nærmest konstant voice-over. Det grænser til tider til at blive for bogstaveligt, men det giver god mening for denne fortælling, at sproget dominerer. Drømme handler om, hvad der sker, når man sætter ord på de store følelser. Er det muligt at gøre noget så abstrakt konkret? Og hvad sker der, når vi lukker andre ind i vores indre verden?
At behandle teksten som et litterært værk giver karaktererne et sprog til at tale om Johannes situation, men det tillader også, at de holder den i armslængde. Johanne er lettet over at åbne op, men fortryder samtidig at have vist teksten frem. De fine, rene følelser, hun har for Johanna, kommer straks til at handle om alt mulig andet, når der bliver set på udefra.
Drømme er fyldt med tvetydigheder. Man fornemmer, at Haugerud tænker højt gennem sine film, og han inviterer os til at tænke med. De åbne spørgsmål i både Drømme og Sex rydder plads til at undre sig og fundere over tilværelsen. Selvom de to film fortæller forskellige historier, formår Haugerud at skabe samhørighed med stil og tematiske tråde, som forbinder dem.
Med Sex Drømme Kærlighed har Haugerud valgt at stille skarpt på homoseksuel kærlighed – måske på en anden måde, end vi er vant til. Ikke før to tredjedele inde i Drømme bliver det omtalt, at Johanne er forelsket i en kvinde. På en måde er det forfriskende at se en så kompromisløs normalisering af queerness, hvilket også klart er intentionen – i hvert fald til dels. Fordi er det Haugerud eller karaktererne, som nægter at forholde sig til Johannes seksualitet?
Måske vil Haugerud vise en verden, hvor seksualitet er et non-issue. Eller måske vil han, ved at se bort fra elefanten i rummet, provokere seeren til at tage stilling til den. Uanset hvad føles Drømme rammende aktuel for dagens Norge såvel som Danmark, hvor forestillingen om et perfekt LGBT-accepterende samfund stadig er et fatamorgana.
Kommentarer